Ny formand for Folkemødedagen

Der er valgt ny formand for Rudersdal Folkemødedag. Ulla Thillerup fra Venstre overtager formandsposten efter Ann Sofie Orth fra Det Konservative Folkeparti.

På generalforsamlingen i Rudersdal Folkemødedag torsdag valgte forsamlingen Ulla Thillerup, der repræsenterer Venstre.

Ulla Thillerup er et kendt ansigt i det lokale liv, hvor hun driver sin frisørsalon på Trørød Torv. Hun har siddet 12 år i menighedsrådet i Gl. Holte Kirke, står i spidsen for ”Jul på Trørød Torv” og har været engageret i undervisningen af syriske flygtningebørn i Gl. Holte.

Ulla Thillerup ser frem til arbejdet og den kommende Folkemødedagen lørdag den 31. august 2019 på Havarthigården:

”Folkemødedagen er i god gænge, flere og flere borgere deltager, og foreningerne er meget aktive. Jeg glæder mig til sammen med de mange aktive foreninger at løfte Folkemødedagen endnu mere.”

Ulla Thillerup afløser Ann Sofie Orth fra Det Konservative Folkeparti, der har været formand de seneste to år. Ann Sofie Orth siger:

”Jeg er meget glad for, at Ulla Thillerup stiller sig i spidsen for Rudersdal Folkemødedag. Det er vigtigt, at Folkemødedagen er stærkt forankret i det politiske liv i vores kommune. Med Ulla fortsætter vi den linje”.

Foreningen bag afholdelse af Rudersdal Folkemødedag er sammensat af repræsentanter for de mange foreninger, der har aktiviteter på dagen. Til bestyrelsen blev valgt: Peter Lassen (Erhvervsforeningen), Bernt Stubbe Østergaard (SF), Niels Friis-Hansen (Havarthigaarden), Nikolaj Brasen (Radikale), Pia Sverdrup (Socialdemokratiet) og Carsten Thaarup (Ældre Sagen). Suppleanterne deltager også i arbejdet, og her blev valgt: Niels Harrig (socialdemokratiet), Ejvind Slottved (Alternativet), Ann Sofie Orth (Det Konservative Folkeparti) og Ulla Jarulf (Holte Rotary).

Faktaboks:

Rudersdal Folkemødedag afholdes for syvende gang lørdag den 31. august 2019 på Havarthigården i Holte. Folkemødedagen er rammen om politisk dialog om det gode liv i Rudersdal. På Folkemødedagen i år var der 25 debatter om alt fra bæredygtighed over styringen af den offentlige sektor til skolerne i kommunen.